Influenzavaccination 21/22

Influenzavaccination 2021/2022

Rammerne for influenzasæson 2021/22 for det gratis tilbud til visse risikogrupper ligner på mange måder forholdene fra sidste år. I år er der ekstra doser til målgrupperne, og almen praksis skal stå for at vaccinere de 2-6-årige børn, som i år er en del af målgruppen for tilbuddet om vederlagsfri influenzavaccination.

Influenzavaccination af ældre, kronikere, gravide m.fl.

Vaccinationsperiode
Målgruppen for gratis influenzavaccination kan vaccineres fra og med 1. oktober 2021 til og med 14. januar 2022. Visse i målgruppen – gravide og personer med medfødt eller erhvervet immundefekt og deres husstand – kan vaccineres til og med 28. februar 2022.

I perioden 1. oktober til 22. oktober 2021 er vacciner til influenzavaccination forbeholdt målgruppen for det gratis tilbud, jf. nedenfor.

Målgrupper
Målgruppen for gratis influenzavaccination i sæson 2021/22 er som sidste år, og omfatter dermed fortsat personale i sundheds- og plejesektoren. Arbejdsgivere vil, som tidligere år, tilbyde personalet vaccination via deres arbejdsplads, hvorfor vaccination via bl.a. praktiserende læge har til formål at øge dækningsgraden.

Målgrupperne er:

  • Ældre på 65+ år, dog skal de 82+-årige og 65+-årige på plejehjem mv. have en anden vaccine, se nedenfor.
  • Patienter med visse kroniske sygdomme, som omfatter:
    • kroniske lungesygdomme
    • hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    • diabetes type l eller 2 (sukkersyge)
    • påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • kronisk lever- og nyresvigt
    • svær overvægt (vejledende BMI>35) efter lægelig vurdering
    • andre kroniske eller alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Gravide i 2. og 3. trimester
  • Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt og deres husstand
  • Personale i sundheds- og plejesektoren.

Personer, som ikke er i målgruppen for det gratis tilbud om influenzavaccination, kan som vanligt vaccineres mod privat honorar, men først efter den 22. oktober 2021.